Wayfarer 48 "Wanderer"
	1964 ”Summercruise” Ved Frank Dye

DET YDERSTE MAN KAN BYDE EN DINGHY

© copyright : K. H. Jensen   , Tegninger af Colin Mudie .

FRANK DYE, DER HAR FORBAVSET SEJLSPORTSFOLK MED LANGE FARTER OVER ÅBENT HAV I SIN 16 FODS WAYFARER-KLASSE DINGHY. MØDTE I 1964 VEJRFORHOLD, UNDER HVILKE INGEN ÅBEN BÅD KUNNE VENTE AT KLARE SIG. – VI BRINGER MED ”YACHTING WORLD"S TILLADELSE HANS BERETNING, DER SIKKERT VIL INTERESSERE ALLE SEJLERE - DET VÆRE SIG JOLLE- SOM LANGTURSSEJLERE.

Med Bill Brockbank som besætning afsejlede Frank Dye den 16. juli 1964 fra Kinlochbervie . Efter en hurtig sejlads, der endte i tåge, fandt de øen Sula Sgeir og senere besøgte de den ubeboede ø RONA, for at Bill kunne komme over sin søsyge. De for vild i tågen på RONA, men fandt frem til "WANDERER" i tide til at forhindre den i at blive ødelagt ved at blive kastet mod stenene med det stigende tidevand. På den 150 miles lange tur til Færøerne led de under den kolde nordenvind, men fik den 20. juli landkending af Sumbo på øen Syderø. Venlige fiskere tog dem på slæb til Trangisvaag, hvor befolkningen viste dem en næsten overvældende gæstfrihed - især familien Jespersen, der tog dem hjem til sig og sørgede for alle deres fornødenheder under det tre-dages ophold på øen. Frank påbegynder her beretningen om "Wanderer"s videre sejlads efter at have sat sejl fra Trangisvaag.

Med blandede følelser så vi os tilbage mod Trangisvaags mangefarvede huse, nu allerede nogle mil borte, og tænkte med taknemmelighed på opholdet og de venner, vi havde fået dér, men også på de 500 miles, der skulle sejles, inden vi nåede vort mål: Trondhjem i Norge. Nær land var vinden springende, men da vi kom ud til søs, var den støt sydvest, og vi faldt af med kurs mod Norge. Landet bag os var ubeskrivelig smukt, som det lå dér, badet i solnedgangen og med de nordlige øers purpurfarvede silhouetter i horisonten. Festlighederne i Thorshavn, Øernes hovedstad, skulle finde sted næstfølgende tirsdag, så egentlig burde vi have planlagt vor tur, så vi kunne have deltaget idem. Bill var glad ved at opdage, at søsygen. der havde plaget ham på den første del af turen, fuldstændig var forsvundet .

Vejrmeldingen ved midnat lød: Sydvestlig, styrke 5-6, senere mere vestlig. Bill var tilfreds med vejrmeldingen, men jeg var ikke begejstret, for vindstyrke 6 er lidt rigelig for en dinghy. I 1962 - på vej til Norge under ren læns - faldt "Wanderer" tværs i søen. mens jeg sov - en oplevelse, som jeg ikke ønsker at opleve igen.

Fredag morgen var vi meget trætte, rimeligvis resultatet af god mad og af at komme sent i seng de sidste par dage. Ved frokosttid planede "Wanderer" hårdt, og vi havde for meget sejl på den. Bill fik fat i filmkameraet og filmede hele rebningsproceduren: Løbe i vinden, bakke fokken. tage sejlpindene ud og rulle nogle omgange på bommen. At filme med et tungt 16 mm filmkamera var ikke let under disse forhold, så Bill så træt ud, da han var færdig, hvorfor jeg som belønning åbnede en af Heinz' dåser med nyresuppe - én af dem, der, når den åbnes, opvarmer indholdet. Men fem minutter efter at have spist den, ofrede han til Neptun. I eftermiddagens løb steg vindstyrken. så vi måtte bjærge sejlene og ligge for et drivanker.

Natten var urolig, dog sov vi det meste af tiden. Nu og da stak vi dog hovedet ud for at se efter andre fartøjer. Mine benklæder var meget fugtige, så jeg tog olietøjet af, da jeg mente, at der var hul i dem. Jeg blev dog hurtigt klar over, at det var kondensationen, hvorfor jeg trak endnu et par benklæder på samt en sweater, og nu følte jeg mig mere varm. Ved middagstid var søen blevet ubehagelig, og "Wanderer" skar hele tiden ud - snart til bagbord, snart til styrbord, hvorfor vi lagde masten ned, mens cockpitpresenningen ikke var surret fast, da vi håbede, at stormen snart ville lægge sig. Senere spiste vi til aften og surrede presenningen fast for at få lidt mere varme. Vi tog også mere tøj på omkring midnat. Søerne var ca. 18 til 30 fod høje og brød kraftigt.

Søndag stormede det endnu, hvorfor vi ikke fik vejrmeldingen, idet vi ikke kunne kople antennen til vantet med masten lagt ned. Ved te-tid var vinden gået ned til styrke 5, og ud på aftenen var "Wanderer" under sejl med en fart af 4 knob. Sejlføring: Genua. Det var for mørkt til at skelne sejlene, så vi styrede efter lyden. Med vinden sydlig stillede vi fokken på kurs og luffede af og til, så vi kunne høre den slå. Vinden steg til styrke 6. og en ubehagelig krydssø blev hurtigt resultatet.

Pludselig fik vi en brydende sø over os. »Wanderer« bordfyldte og lå vanddrukken. Jeg sagde til Bill, der prøvede på at svømme ud af sin køje, at det var på tide at skifte til en mindre fok. Det mente han også.

Vejrudsigt midnat: Sydvest, styrke 7.

Under rensningen af sugekurven på pumpen tabte jeg den overbord - et meget kedeligt uheld.

Stormen blæste hele mandagen med meget kraftig sø, som "Wanderer" red. som den gode søbåd den er. Frokosten bestod af et brød, som en af vore venner havde givet os, og vi var glade for dets gode smag og den energi, det gav os. Lunch bestod af suppe samt en omelet af fem æg. Vort tøj var meget klamt og fugtigt, men som forholdene var, kunne vi ikke skifte. Vi nøjedes med at skifte sokker - hvilket velbehag! En krydspejling, taget om aftenen af Akaberg og Muckle Flugga, resulterede i et vådt oversejlingskort og en position 80 miles øst for Færøerne. Midnatsvejrmeldingen lød: Færøerne, styrke 8.

Med strøget fok , masten lagt i bomstolen og cockpitpresenningen surret fast .

Vinden aftog gradvis til sydvestlig styrke 4 i løbet af morgentimerne om tirsdagen. men vi kunne ikke komme under sejl før kl. 08.00 på grund af den høje sø. I løbet af formiddagen havde søen lagt sig så meget. At vi kunne skifte til tørt tøj, hvad der var tiltrængt. Bill så dårlig ud, og var søsyg. Han holdt talje på det tøj, jeg efterhånden trak af, nemlig: Olietøj, gummistøvler, halstørklæde, tre lange sweaters, en kort pullover, to par benklæder, vatteret, arktisk undertøj, lange, uldne underbenklæder, vest til at snøre, kortbenede, uldne underbenklæder med vest, to par sokker samt en ulden pyjamas. Næsten alle delene var drivende våde. Vi følte os meget bedre tilpas efter denne omklædning, stak rebene ud, satte fulde sejl og faldt af på kursen. Himlen var grå og overskyet. Den svære dønning aftog langsomt, og med vinden ret agter ind følte vi os bedre tilpas og håbede på, at vi nu havde haft alt det dårlige vejr, der tilkom os, samt at vinden nu havde sat sig fast vest for at give os en hurtig overfart.

Vi stillede ind på vejrmeldingen kl. 13.40, rent rutinemæssigt, for nu havde vi haft hele fire dages konstant dårligt vejr. så nu måtte der efter vor mening komme god vind. Vi skulle have vidst bedre, for meldingen lød: Stormvarsel for Færøerne, Fair Isle, Viking, Cromarty, Forties, Forth, Dogger samt fiskerbankerne. – Udsigten for skibsfarten i de kommende 24 timer: Viking og Forties: Vind vestlig. styrke 7 til storm styrke 8, drejende mod nordvest, aftagende næste dag til styrke 5-6. - Færøerne Vind: Stærk, nordlig storm, styrke 9, drejende til nordvest. Styrke 5 om morgenen. Byger, ellers god sigt.

Jeg var rystet. I så let en tone som muligt prøvede jeg at meddele Bill denne nyhed; men han har nok været klar over det efter mit minespil. Vi har altid planlagt vore langture. således at vi undgik områder med dårligt vejr, men har også været indforstået med, at før eller senere måtte vi være forberedt på at ride en kraftig storm af, og vi antog, at "Wanderer" ville være i stand hertil, selv i vindstyrke 9, så længe dens besætning kunne øse.

Vort første job var at bestemme vor plads og prøve på at bevise, at vi var på Vikingbanken og ikke ved Færøerne. Men omsonst. Der var ingen mening i at diskutere sagen; jeg for min del var forbavset over at opdage, at mit syn på sagen var, om Bill og jeg var dygtige nok til at leve natten over.

Kort med "Wanderer's" rute indtegnet fra Scotland via Sula Sgeir , Rona , Færøerne til Aalesund .

Med erindringen som kilde kommer man let til at overdrive; men jeg har skrevet efter min logbog:

14.30: Vinden tiltager hurtigt. Bjærgede storsejlet og løb plat for vinden under genua. Søen vokser stadig. - Vinden skager - nu NW, styrke 6, i pustene 7. Meget høj sø, så det er nødvendigt stadig at se agterud. Den mindste fejl i styringen, og vi vil gå rundt.

15.30: Styrke 7. i pustene 8. NNW. Vinden stiger stadig væk. Rìggens fløjten bliver stadig mere skingrende. Bill rigger drivankeret til, jeg stryger fokken, masten er lagt ned i bomstolen og presenningen surret fast. - Jeg sagde til Bill at han hurtigt mulig skulle holde hovedet lavt for at undgå søsyge, for han får brug for hele sin styrke og udholdenhed, inden det bliver morgen.

16.30: Fuld styrke 8. Meget betagende. Søerne lange, høje og meget stejle med kammene væltende ned af forsiden. Skum overalt. Jeg sidder på den agterste kistebænk og føler ærefrygt, men nyder alligevel det fantastiske syn. Mener, at Bill måske kunne lide at se det, men fik som svar: ”Bestemt ikke”!

17.30: Fører logbogen ajour i læ af cockpitpressenningen. Fuld styrke 9, vinden hyler udenfor, bitterligt koldt, og vinden skærer som en kniv; ubehageligt at se op i vindøjet, søerne 28 fod, men ganske behageligt indenbords.

Trossen til drivankeret giver sig uafladeligt. Det var meget kedeligt, at ingen af skibshandlerne i Norwich kunne levere nylon-trosse fra lager med l-ton brudstyrke. Er ikke sikker på, at denne trosse med 500 kg brudstyrke er tilstrækkelig.

I dag er det den årlige festdag i Torshavn, og jeg bemærker til Bill: »Dårligt vejr for Thorshavns festdag.« Han lo og sagde: »Hvad med os?« Bill blunder; jeg slutter med at føre logbogen. Næsten samtidig med dette tørnede »Wanderer« op for drivankeret, og jeg mærkede, at den drejede sig, og i næste øjeblik tabte jeg vejret og blev af tonsvis af vand trykket ned. Jeg slugte en del vand og kan huske, at min tanke i dette øjeblik var: »Hvis dette er at drukne, ja. så kan jeg ikke lide det«. Stadig i båden og under presenningen, så »Wanderer« må have rullet fuldstændig rundt, sandsynligvis flere gange. Bomstolen er ødelagt, men jeg kan ikke se andre haverier. Har stadig logbogen i hånden, så jeg stak den ned i den agterste kistebænk, før jeg begyndte at øse læns. Drivankeret var borte, så vi stak et lille drivanker på trossen. Kun en midlertidig frist. Søen er fantastisk. den hæver sig 30 fod over os og bryder hele tiden ned fra toppen.

Det var nødvendigt omgående at få et bedre drivanker ud, hvorfor Bill tømte poserne med vore fødemidler ud på dørken, surrede dem sammen med kæde og satte dem ud, fastgjort til en anden trosse. Poserne har ikke overflade nok, selv om Bill slækker og haler ind på tovet under forsøg på at holde stævnen op mod søen. Må have et andet drivanker ud og det omgående. Beslutter os til at bruge storsejlet med bom. Bill foreslår, at vi lægger varpene dobbelt – noget, vi straks skulle have gjort. Jeg dykker ned under presenningen for at løse ankertrossen fra klampen. Kan ikke lide det, der er så lidt højde. så skulle vi kæntre drukner jeg.

Storsejls-drivankeret virker godt. Bill slækker og haler hjem på det, mens jeg kravler forud og bjærger poserne, der ligger for dybt nede og trækker forskibet ned. Stikker en tom 1-gallon oliedunk på som bøje. Overbord med det hele. Og det virker! Der er nu øset vand ud, så det står lige med dørkbrædderne. Jeg dykker ned under presenningen og pumper læns. Får fat i vore handsker, da vi får brug for dem i nattens løb med slækken og halen på trossen, så stævnen holdes op mod søen; det var ikke rart at være under dæk, jeg kan høre hver sø brumme, når den kommer imod os.

20.15: Har indført 10 minutters vagter, idet vi haler "Wanderer" op imod hver brydende sø - det er over 30 fod og meget tungt. Pludselig rejser én sig tværs for os, bryder sammen og vælter os rundt. Erindrer, at jeg blev kastet klar af agterenden, og at Bill var under mig, så ud i det grønne dyb... nedad... gribes af panik, må have luft, sluger vand, er ved at drukne, men kom op til overfladen klar af båden og gav Bill en håndsrækning med at få trossen, der lå hen over hans skuldre, væk. Han forsøgte at komme op i båden ved - som under kapsejlads - at komme ind over agterenden; men det lod sig ikke gøre med det dyngvåde tøj, så han kom ind over siden. da den rullede over mod ham. Dinghy'en er helt fyldt med vand. Bill slækker og haler på varpet til drivankeret og holder på presenningen, mens jeg øser. Føler mig skidt tilpas efter at have slugt saltvand. Har mistet stemmen. Masten er knækket - de midterste 6 fod er splintret. Begynder at løsne rigningen for at lade vraggodset drive væk men Bill protesterer: »Vi får måske brug for det i morgen.«

Søen bliver endnu værre og mere ustabil. Vinden skraller, og en svær krydssø begynder at mærkes. Vinden hyler; umuligt at se ud til luvart, da toppen af søen blæser væk og mærkes som hagl; inden for synsvidde er søen én rygende masse. Store bølger ruller forbi på begge sider; 25 fods bølger med 12 fods kam. Vel kun et tidsspørgsmål, når vi får en sådan om bord. Det er umuligt for et lille fartøj at løfte sig tilstrækkeligt til at møde den - selv en fem-tonner ville blive overvældet. Vi haler 45 fod tovværk ind ved hver sø for at holde ”Wanderer” op mod denne gennem toppen og lader det så løbe ud igen på bagsiden af bølgen. Gentages hver 15. sekund - meget trættende. Har besvær med at se gennem mine briller. Ryster af kulde til trods for at vort olietøj har holdt meget af vandet ude.

21.30, ca.: Det uafvendelige hændte. En mægtig sø rejste sig over os. Jeg havde lige tid til at råbe til Bill, og begge halede vi ind under bølgekammen. »Wanderer« gjorde sit bedste i en umulig stilling; hun løftede sig 60 grader, da den 10 fod høje bølgekam brød ned over os. Trykket dybt ned, med susen for ørerne og slugende vand, kæmpede vi os op til overfladen. »Wanderer« var lige ved siden af os med bunden i vejret. Vi var begge klar over, at vi havde et problem at slås med, hvis vi skulle overleve. Vi måtte have den på ret køl og det omgående! Den måtte være stabil under disse forhold. Vi trak os begge om i den læ side og klavrede med besvær om bord, da der ikke var noget at gribe fast i. Fik vore livliner taget om til samme side af båden, men selv med fingrene klamrende sig til sværdkistens åbning begyndte vi at glide ned, så vi lagde os tilbage, og med hjælp fra den næste sø fik vi ”Wanderer” på ret køl. Under rulningen bemærkede vi begge, at selvlænseren ikke sad, som den skulle.

Hvis dette er at drukne , kan jeg ikke lide det !

Vi klavrede om bord og fandt båden fuld af vand lige til rælingen med søen vaskende hen over agterskibet, så jeg så i ånden, at de indbyggede opdriftsrum langsomt fyldtes med vand. Altså lænse. To spande var gået over bord, men under presenningen fandt jeg en plastic-spand, som fru Jensen fra Trangisvaag havde givet os, fyldt med fisk. Gud velsigne hende! Bill kom mig til hjælp med vor »lille potte« - det var det eneste øsekar, der fandtes. Flere gange havde vi fået øset så meget vand ud, at båden begyndte at komme ud af vandet, men hver gang blev den fyldt igen. Tredie gang, en sø skyllede hen over os. husker jeg en stemme, der råbte: »Oh, Gud- giv os en chance; vi har endnu ikke øset det sidste vand ud« (Jeg erindrer ikke om det var mig selv eller Bill). Men en halv time efter var båden læns.

00.30, onsdag: Kæntret igen. Den korn så hurtigt fra bagbord side. at vi ikke så den i mørket. Vi kravlede om bord og øste læns.

01.00: Meget mørkt og vanskeligt at få øje på de farlige brækkere i tide til at hale sig op til dem. Søen lige så slem - om ikke værre - og meget ustabil. Vinden skraller stadig. Ryster af kulde, er gennemblødt. Er sultne, men der er ikke noget at spise: selv redningsbåds-kiksene er gået overbord. Det begyndte at regne, og vi håbede på en rigtig skylregn, der kunne slå søen ned. Men regnen holdt op omtrent med det samme.

01.30: Mørkt, men heldigvis lyst nok til at se. Vinden aftager ganske lidt, nu styke 8, i pustene 9. Søen er ganske fantastisk. Er endnu ikke ude af vanskelighederne, men hjernen begynder at arbejde igen og spekulere på vore chancer. Er nu overbevist om, at vi skal overleve. Båden er i god stand, og intet vigtigt er ødelagt; drivankeret virker udmærket og synes at skulle overleve stormen. Vil være glade, når vi igen har storsejlet indenbords, da vi ikke ønsker at ro resten af vejen. Er ikke sikre på at kunne klare mange kæntringer mere, måske én eller to. Må vedblive at slække og hale på drivankerets varp, indtil stormen er forbi. Forbavset over Bill's udholdenhed. Stadig søsyge har ikke svækket ham.

02.30: Bill tager en af vore ferskvandsdunke frem, og pludselig blev jeg klar over, hvor tørstig jeg var. Al vor dåsemad er væk, og den friske proviant er sikkert ødelagt. Det begynder at klare op i nord. Det opmuntrer os. Jeg kiggede under presenningen og så, at vort kogeapparat også var gået overbord.

Daggry. Vinden støt, styrke 8, med søen noget aftagende. Bitterligt koldt, ryster af kulde. Vi trænger til varme og søvn. Vigtigere endnu er det at få båden gjort sødygtig igen, så snart vejret bedrer sig.

04.30; Højlys dag, vinden styrke 7, men søen stadig lige høj - dog ikke brækkende slet så farligt som tidligere. En sø brød og fyldte båden halvt, men heldigvis uden at få den til at kæntre. Meget træt.

05.30: Vindstyrke 7, faldende til 6. Bliver pludselig klar over, at det værste er ovre, og at vi er helt udkørte. Stadig nødvendigt at slække og hale i varpet. Fik Øje på et fartøj en mil fra os på vej til Norge. Brændte fem rødlys, men man så dem ikke. Bill tog dette fejlslagne forsøg på at tilkalde hjælp uden at blinke. Handskerne er slidt op, hænderne er hudløse, og de bløder.

09.00: Vi var i stand til at få 10 minutters hvile hver. Den, der var på vagt, måtte stadig hale »Wanderer«s stævn op mod de sværere bølgekamme. Meget trætte, kolde og med reaktionsevnen på nulpunktet.

Middag: Søen har lagt sig så meget, at vi kan tage presenningen væk og begge tørne ind. Bill sover. Jeg fører logbogen ajour. Faldt i søvn under ajour-føringen.

Ved 15.30-tiden skiftede vi til vort landgangstøj (det var det eneste tørre tøj, der var tilbage) samt til noget fugtigt tøj, der var brugt tidligere. Bill havde let bomuldsundertøj: En hvid skjorte, en fugtig pullover, en vindjakke og jeans. Det var ikke nok, og vi var bange for at komme til at fryse på vejen til Norge. Jeg førte logbogen, mens Bill skiftede.

Selv om vi trængte stærkt til søvn, var det endnu mere vigtigt at kontrollere vor proviantbeholdning, reservegrej og få "Wanderer" sødygtig igen. Vi havde mistet det meste af vor proviant og vort kogeapparat. Vi havde kun få tørre klæder, masten var knækket, alt vort værktøj og reparationsudrustning var gået overbord, vore to spande var væk ligeledes det meste af vort reservetovværk. AI den friske proviant var ødelagt af saltvand, vore spisegrejer var væk, og der var rimeligvis meget vand i den agterste kistebænk. Det værste var dog, at vort reparationsgrej til olietøjet var borte, så gik der hul på dette, var det virkelig alvorligt.

Selv om vore tab var store, var de dog ikke værst; vi havde meget at være taknemmelige over. Der var 2¾ gallon ferskvand og 2½ dusin friske æg intakte under sidedækket, tre dages nødration af Horlicks tørrede middagsretter ì den forreste opdrifttank sammen med vort reserveprimus, spisegrejer og et ferskvands-destillationsapparat. Vi havde vore søkort og navigationsinstrumenter samt begge ender af masten, selv om vi endnu ikke havde tænkt over, hvorledes vi skulle reparere den, vort storsejl og bom. der stadig gjorde tjeneste som drivanker ca. 75 fod ude fra stævnen. Det trængte dog sikkert til at syes efter den hårde medfart, det havde fået de sidste 18 timer. Frem for alt havde »Wanderer« rigeligt med driverum (200 miles), i hvilken vi kunne foretage reparationerne. Og så var besætningen rent fysisk helt i orden, men meget, meget trætte.

Vi tog dørkbrædderne op for at kunne rense pumpen - og fandt uanede rigdomme. Der var kødkonserves og supper, primus og brændsel til samme, og det bedste af alt: Vor stiksav. Enden af de to mastestumper blev savet til og fikset med skinner, lavet af resterne af bomstolen, bovsprydet og bambusklyverbommen. Mens Bill lagde de sidste surringer om dette og tilpassede vantene, regnede jeg vor plads ud og fandt, det var bedst at , glemme vort oprindelige mål Trondheim og søge læ hurtigst mulig.

Omkring 21.00 var dønningen nede på 7 fods højde, og ,Wanderer« var under sejl med kurs mod Stadt.ca. 200 miles østpå. Den reparerede mast bukkede sig meget, men syntes at kunne stå for genuaens træk - i det mindste rent midlertidig. Mens jeg kogte aftensmaden, gik Bill storsejlet efter og fandt til sin forbavselse, at det var helt i orden. Ikke én søm var slidt, skønt sejlpindene var malet til bare små stykker i de atten timer, det havde tjent som drivanker. Vi må komplimentere Jeckells for førsteklasses arbejde.

Ved midnat førte »Wanderer« stadig genuaen, planende hårdt på en god rumskøds og løbende 6 knob.

Søen begyndte igen at vokse tidlig torsdag morgen med skummende toppe overalt. Af og til fik vi en af dem indenbords. Vi rullede tungt, og jeg afgav roret til Bill efter at have skiftet til et lille fok.

Jeg vågnede, stadig meget træt og med en følelse af, at der var noget galt. Masten havde givet sig, og toppen hældede forover under en vinkel på 25 grader. Den måtte ned, inden den knækkede skinnerne, idet der ikke var mere fladt træ om bord, med mindre vi skar dørkbrædderne og sæderne op. Vinden var nu oppe på styrke 7, så vi satte vort posedrivanker, surrede stormpresenningen over cockpittet og lagde os til at sove.

Vi vågnede ved 09.00-tiden, rystende af kulde, lyttende til søens hvislen og slag, når den ramte skroget ikke seks tommer fra vore Øren. Vandet drev ned ad presenningen og ned på vore halse. Båden gled pludselig sidelæns og rullede tungt, så jeg blev kar over, at søen måtte være svær. Ved at se ud over agterenden så vi, at søen var svarere end den foregående nat, og at det var umuligt at reparere masten under disse forhold.

Tidlig på eftermiddagen havde søen lagt sig og reparationen var i fuld gang. Bill foreslog at kappe fem fod af masten og føre vant og stag op til toppen. Vi takkede guderne for at have fået vor stiksav igen, det ville have været et trælsomt arbejde at gøre det med en kniv. Arbejdsbetingelserne var ikke gode, men efter fire timers arbejde kunne vi betragte en virkelig solidt udført reparation og være tilfredse med vort arbejde. Vi havde nu en rig, der kunne tåle noget og desuden tillade os at krydse landet fra os, hvis det skulle være - endda under et rebet storsejl.

Tidlig fredag morgen rystede vi af kulde. ”Wanderer” lå igen for drivanker, da vinden var oppe på stormstyrke. Da jeg stod op sammen med solen, føltes mine fødder som to isklumper. Jeg vred vandet ud af mine sokker og tog et par på, som jeg havde kasseret som ubrugelige, og følte mig straks varmere. Bill, der gjorde det samme, nægtede at drikke en kop varm mælk med malt, fordi han ikke kan lide det. Jeg måtte minde ham om, at man for at holde sig i live på langtur måtte have varmt tøj og varm mad, men da vi ikke havde varmt tøj, måtte vi stole på varm mad. Mine bemærkninger blev modtaget med et smil, og mælken forsvandt i løbet af kort tid.

En middags-observation anbragte os 90 miles nordligere end ventet, men en radiopejling svarede meget nær vor gissede plads. Ved at gå mine beregninger efter, blev jeg klar over, at jeg havde fratrukket i stedet for at lægge solens halve diameter til og lavet en fejl på 1 grad ved udarbejdelsen af azimuth.

Det var en behagelig. solrig eftermiddag og aften, og i nogle timer følte vi os rigtig varme. Ved midnat, da jeg kom på vagt, begyndte de norske kystfyr at tone frem. Stad var en sort skygge lidt syd for vor kurs.

Ved daggry var fyrtårnet og Øen Grundskallen kun fem miles borte, og ”Wanderer” havde igen fuldført en sikker overfart; men vi var for trætte til at lykønske hinanden. Nede mod syd lå forbjerget Stad, som jeg genkendte fra min tur 1962.

Vi begyndte nu at møde trafik i fjordene. En Shell-tanker syntes at ville sejle os ned, men skipperen kom bare langs siden for at sige: »Hallo«; en fiskerbåd spurgte os, om vi havde »krydset Nordsøen i den lille jolle«. De betegnede os som »to gale englændere«. Vi var ikke uenige med dem. Ved aftenstid havde vi sejlet 30 miles ind gennem fjorden og lå fortøjet i Aalesund havn.

Vi så forfærdelige ud med uredt hår, ti dages gammelt skæg Øjne og øren fyldt med størknet salt, men flere forretninger lukkede op og forsynede os med tørt tøj, sko, håndklæder og barberknive. Grand Hotel tog imod os, da de hørte, vi var engelske sejlsportsfolk. -

Bill skulle tilbage hurtigst muligt, og jeg havde overskredet min ferie, så vort ophold i Norge blev kortvarigt. Det var kedeligt, for jeg havde fortalt Bill så meget om landets skønhed og om de udmærkede sejlmuligheder, der findes, og om den hjertelige modtagelse, som sejlsportsfolk næsten altid møder i Norge.

Et rederi opretholder regelmæssig forbindelse mellem Aalesund og Grimsby, og direktøren påtog sig at tage sig af »Wanderer«. Hans to sønner stuvede vort grej ned og roede den rundt til afskibningskajen. Det gjorde, at jeg straks kunne flyve hjem. -

Den her beskrevne langtur var en meget interessant oplevelse. Wayfarer-dinghyen er en udmærket søbåd, men få yachter ville have kunnet klare det vejr, vi havde. Jeg tror, at den sø, vi mødte, ville have kæntret ethvert fartøj på under 10 tons. Nordmændene sagde, at det var den værste sommer i de sidste 100 år. Vi tror dem gerne.

Fam. K.H.Jensen på besøg i W48 . Fra venstre Kristian , Sven Henrik ; Mait og Ken , alle c/o W1348

1968 var et specielt år, hvor bl.a. SWS blev grundlagt på øen Ven. Efterpå sejlede Frank og Margaret Dye til Dragør (før de satte kurs for Bornholm) med sin W48 "Wanderer",  som her ses ved Dragør Havn med en del af fam. KHJ ombord.  I 1977 blev W48 - efter 19 års tro tjeneste(læs "Ocean Crossing WAYFARER" af Frank Dye) - overdraget til Royal National Maritime Museum i Greennwich. W48 er p.t. udstillet på Falmouth Maritime Museum."

http://www.nmmc.co.uk/index.php?page=Collections&type=Boat&id=190&choiceid=25