|
|
Frank Dye - *In Memoriam*
Frank Dye, W48 "Wanderer", døde d. 16 maj 2010.
Kæmp for alt o.s.v. står der i verselinien, og kamp mod
elementerne, uvejr og brækage var en ansporing for Frank Dye.
Som ingen anden W-sejler er han kendt for sine enestående 'Viking'
WAYFARER-færder over Nordsøen og i Nord-Atlanteren med nogen gange helt
ekstreme forhold: "Bliv bare angst, bange og forskrækket, men undgå
helst panik!".
Den første rigtige langtur i åbent hav var 1960 fra Lowestoft via
Helgoland, Esbjerg til Kristian-sand. Ved Helgoland blev det en
meget barsk affære med stiv kuling. På turen næste år til Norge lå
de vejrfast før Stadlandet, som er et farligt og krævende
hårdt-vejrs-hjørne, og kom så til Ålesund, hvor målet var
Trondhjem. Følgende år, 1962, var mål og forhåbning
atter Trondhjem, men bare to døgn ude brækkede masten ved dækket.
Et vantskrue(på norsk 'strekkfisk') knak, så tilbage til land for at justere
riggen til afkortet mast og bore et nyt pivot-hul. Igen blev
det til Ålesund med forsinkelse ved at ligge underdrejet ved Utsira
i kuling af frygt for brænding og fastlands-anduvning. FD pegede i 1973
ned på Utsira fra SAS-cockpit undervejs London-Bergen. I 1963
gik turen på 650 naut.mil over åben N.Atlant til Island:
"Efter 10 dage bliver en ferietur til meget hårdt arbejde!" Men som Frank D. sagde:
"Scandinavia and Iceland are lands of the Vikings!" Han var
selv en moderne, ægte og fredfyldt Viking.
Året 1964 blev en særdeles barsk "Summercruise"(læs evt.
teksten på Wayfarerjoller.dk/48 og via SWS-hjemmeside kan
DVD'en købes) sejlads med kuling og storm mellem Færøerne og Stadlandet
med en 'skadeskudt' ankomst igen til Ålesund. W48 passerede altså
hele 3 gange det vejrhårde Stadlandet !
Frank Dye's 16mm film fra denne
tur, kaldt "Summercruise", og den blev vist af
Kongelig Dansk Yachtklub v./fmd. Cristian Kampen, i marts 1966, og som
gæster der gjorde den et meget stærkt indtryk på os! Så
W1348"Maitken" kom til Dragør samme år, og hun blev
da straks og i de følgende år brugt til introduktion af W. i DK,
fulgt op med visning af "Summercruise" i danske
sejlklubber.
I januar 1967 mødte vi for første gang Frank og Margaret Dye, Ian og Betty
Proctor ved UKWA's årsmøde i London, og i august 1968 kom
Frank og Margaret sejlende fra Esbjerg via Limfjorden og Kattegat
til Ven, hvor SWS så blev grundlagt. W48 "Wanderer"
kom ind til Kyrkbacken på Ven, mens vi lå i Bäckviken i læ på østsiden.
Heraf en del af forklaringen på, at vi 9 stk førte for meget sejl hjemover,
og nærmest sejlede 'overlevelse', mens W48 havde krydsfok og rullerebet til
nederste sejlpind som perfekt passede forholdene.
I 1971 ble Wayfarer via W1348"Maitken"
introdusert i Norge. Frank Dye kom i 1973 og viste sin film i Bærum
Seilforening, Høvik, og likeså i Kongelig Norsk Seilforening.
Det ga en innbydelse til å delta i Færderseilasen(1973 t.o.m. 1978)
der Wayfarer hele fire ganger var aller først i mål - fordi forholdene
passet oss; vi kunne seile selv i meget svak vind og surfe-plane i frisk
vind. Flere steder i norske seilforeninger ble FD's
"Summercruise" vist bl.a. ved dannelsen av Bodø S.F. og herfra kom
Gunnar Koch hele veien til Hellerup for å delta i W-VM-1978,
og de ble den best plasserte skandinaviske Wayfarer(nr. 9) i det
aller første W-VM i DK fra seilerkongen Paul Elvstrøm's hjemmehavn.
"Pas på de ikke indbilder sig at være Frank Dye fordi de har fået
en Wayfarer!" sa han til mig.
Frank Dye var ivrig, morsom og vældigt engagerende, når han viste
sin film, lysbilleder og snak-kede W. Tilhørerne sad
fascineret og fuldte opmærksomt med til
en "joke/understatement" pludseligt udløste en afslappende
latter. Blandt nære venner var FD åben og fri, men overfor mindre kendte
kunne han være lidt tilbageholdende, nærmest genert og selv om
han elskede en god vittighed(og is-creme!), så brød han sig ikke om
"tørrprat" eller 'tom-snak'.
Havet har ingen favoritter, og går noget galt, skævt eller i stykker, så er
det bedst for dig at du kan hjælpe digselv! Sådan sejlede og levede
Frank Dye; måske døde han også sådan, fordi han nok til det
sidste kæmpede efter parolen "do or die", og den allersidste
overlevelseskamp tabte han - slig vi alle gør. Vor største, helt
enestående Wayfarer-sejler er ikke her mere, så med et "Æret være
hans Minde" bekræftes at han ikke vil blive glemt.
Ken, W1348"Maitken".
|
|
